Åben høring fra 17. oktober – 2. november 2022 kl. 10.00


I starten af 2023 skal der tages beslutning om op til tre nye kvalitetsdatabaser til etablering i RKKP.

RKKP-bestyrelsen besluttede i marts 2022, at dette skal ske via en åben og gennemsigtig proces, hvor der sikres en bred afsøgning af mulige nye databaseområder og en klar strategisk ramme, som blev sat af regionssundhedsdirektørkredsen og bestyrelsen d. 10. juni 2022.

Høring om nye databaser: 33 forslag til nye kliniske kvalitetsdatabaser er kogt ned til fem. Efter grundig gennemgang af indkomne forslag indstilles fem sygdomsområder til at indsende egentlig ansøgning til oprettelse af en database. Der er nu høring frem til 2. november kl. 10.00.

Høringssvar skal fremsendes til rkkp@rkkp.dk via skema. I skemaet fremgår, hvilke oplysninger, der efterspørges. Spørgsmål kan ligeledes rettes til rkkp@rkkp.dk.

Se mere om baggrund for indstillingen nedenfor.

Processen og høringsmateriale

Processen – både det, der er gået forud og det, der udestår – er beskrevet herunder, idet vi nu er ved trin 5 – åben høring.

  • Trin 1 – Åben afsøgning og initial screening
  • Trin 2 – Drøftelse på fællesmøde i RKKP bestyrelse og faglige råd
  • Trin 3 – Vurderingsgruppens anden gennemgang
  • Trin 4 – Vurderingsgruppens indstilling til bestyrelsen
  • Trin 5 – Åben høring I (aktuel proces)
  • Trin 6 – Bestyrelsens udvalg af område, der opfordres til ansøgning
  • Trin 7-11 – senere ansøgningsproces, høring og endelig beslutning

Se samlet tidsplan

Trin 1 – Åben afsøgning og initial screening

I juli-august 2022 blev der gennemført en bred afsøgning af mulige områder, hvor i alt 33 forslag er identificeret. Afsøgningen omfattede dels identifikation af områder med stor sygdomsbyrde, dels interessetilkendegivelse fra bl.a. faglige miljøer og patientorganisationer.

De 33 forslag blev i august 2022 gennemgået af en vurderingsgruppe bestående af:

  • Direktør Kim Brixen, OUH (repræsenterer hospitalsledelse med sundhedsfaglig baggrund)
  • Professor, overlæge, dr. med. Søren Overgaard, bestyrelsesmedlem i LVS (LVS)
  • Professor, PhD Fysioterapeut Henrik Bjarke Vægter, Smertecenter Syd, OUH & Klinisk Institut, Syddansk Universitet (øvrige faglige selskaber)
  • Overlæge Susanne Vest, Sundhedsstyrelsen
  • Vicedirektør Annette Wandel, Danske Patienter
  • Direktør Jens Winther Jensen, RKKP

Gruppens opdrag var at foretage en screening af de 33 forslag og udvælge 5-10 områder, som efterfølgende anbefales at fremsende en egentlig ansøgning. Gruppen pegede på 10 områder.

Se nærmere beskrivelse af afsøgning og grundlag for vurderingsgruppens oprindelige screening

Trin 2 – Drøftelse på fællesmøde i RKKP bestyrelse og faglige råd

Forslaget fra vurderingsgruppen blev – sammen med  de øvrige 23 områder - gennemgået medio oktober 2022 på fællesmøde mellem RKKP's faglige råd og bestyrelse.

På fællesmødet blev der peget på, at fem yderligere områder evt. skulle opfordres til ansøgning. Vurderingsgruppen blev bedt om at genbesøge de faktorer, der blev anvendt i den initiale screening, og gennemgå de nu 15 udvalgte områder mere systematisk ift. faktorerne.  Gruppen fik opgaven max. at pege på syv områder.

Trin 3 – Vurderingsgruppens anden gennemgang

Efter genbesøg er otte faktorer beskrevet og brugt som grundlag for anden gennemgang. De otte faktorer er udvalgt med udgangspunkt i Bekendtgørelsen (BEK) nr 881 af 26/06/2018 om godkendelse af kliniske kvalitetsdatabaser samt erfaringer med forudsætninger for veldrevne kliniske kvalitetsdatabaser, der kan bidrage til kvalitetsudvikling. Faktorerne er defineret som anført herunder.

Tre egentlige krav:

  1. Opbakning fra fagligt selskab   
  2. Mulighed for kvalitetsudvikling/ulighed i behandlingen     
  3. Klar faglig enighed om hvad der udgør god kvalitet – evt. demonstreret via tilstedeværelse af nationale kliniske retningslinjer

Yderligere fem faktorer i prioriteret rækkefølge:

  1. Mulighed for at afgrænse population/sikre valide data     
  2. Alvorlighed/påvirket arbejdsevne               
  3. Tværfaglighed/tværsektorialitet/komplekse forløb          
  4. Volumen             
  5. Dækning af specialet/området med database

Som indikation af hvorvidt de otte krav er opfyldt på de foreslåede områder, er hver af de otte faktorer vurderet og operationaliseret med farverne grøn, gul, rød og gråt.

Se mere om operationalisering.

Trin 4 – Vurderingsgruppens indstilling til bestyrelsen

På baggrund af anden gennemgang anbefaler vurderingsgruppen, at RKKP-bestyrelsen d. 23. november 2022 opfordrer de følgende fem områder (med højst to mulige udfordringer i relation til de otte faktorer) til at søge om etablering af database. Derudover kan bestyrelsen vælge at prioritere yderligere databaser til ansøgning af særlige politiske/strategiske hensyn, hvor gruppen bl.a. anbefaler, at bestyrelsen skeler til områder, hvor der vurderes at mangle fokus på patientgruppen.

De fem anbefalede områder til ansøgning er:

  • Parkinson
  • Kronisk leversygdom
  • Venøs tromboemboli
  • Bipolar lidelse
  • Dobbelt-diagnoser (psykiatri & rusmiddelproblemer)

Se gennemgang af de 15 udvalgte databaser og baggrund for indstilling – og begrundelse for at de øvrige 18 databasers indstilles frasorteret

Trin 5 – Åben høring I (aktuel proces)

For at sikre et så fuldstændigt grundlag for den kommende bestyrelsesbeslutning som muligt iværksættes nu en åben høring frem til 2. november 2022 kl. 10.00.

Ved høringen kan der fremsættes yderligere oplysninger om alle 33 områder, som skønnes at have betydning for vurdering af databaserne på de otte kriterier. Samt andre særlige hensyn, der ønskes inddraget af bestyrelsen.

Se oplysninger om de 33 områder, der har ligget til grund for den hidtidige indstilling

Trin 6 – Bestyrelsens udvalg af områder, der opfordres til ansøgning

Endelig beslutning om hvilke områder opfordres til ansøgning og faktorer, der inddrages i kommende prioritering, tages af RKKP-bestyrelsen 23. november 2022.

Trin 7-11 – senere ansøgningsproces, høring og endelig beslutning

Efter den 23. november 2022 vil ansøgningsskema blive tilgængeligt og bestyrelsens konklusioner offentliggjort.

Her vil vurderingsgruppen gennemgå kommende ansøgninger i forhold til:

  • De endelige faktorer
  • Mulighed for patientorientering i databaserne på områderne.

Deres indstilling til prioritering vil være i endnu en høring (Åben høring II).

Endelig beslutning om hvilke områder, der prioriteres til etablering, vil ske ved RKKP-bestyrelsen på møde den 8. marts 2023.